Da Trolddomen bleff - & need Paa Jorden han Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend vaer
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de atter falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he with men On the surface of - no change No change as the Beast
They fear him, fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
them he walks unseen Like a tint if The of Night
No of God did tell Man He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight shall be harvest agayn From the hearts of men