Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he wander'd men On the surface of life - no No change as the Beast
fear him, these fooles A power pure, unveil'd Perception sans
Amongst them he unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - names given to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea Which its deeps
- An animal shadow O'er the wintry All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn the Pious hearts of men