Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend vaer
han gik omkring Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som uden Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de atter falme
The spell did breake and gave To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No as the Beast within
They fear him, these A pure, nature unveil'd Perception sans
Amongst them he unseen Like a if Twilight The of Night
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names given to they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal crawling O'er the wintry All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his midnight shall be harvest agayn From the hearts of men