Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend Smerte
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som i Natten vver de ffromme atter falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he with men On the surface of - no change No as the Beast within
They fear him, these A pure, nature unveil'd Perception delusion
Amongst them he unseen a tint if Twilight The breath of
No voice of God did Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal crawling the wintry soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his midnight Feare be harvest agayn From the Pious of men